Teknik og fotografi
Mit første kamera var et såkaldt kasseapparat fra 1956. En firkantet metalkasse med en udløser med fast lukkertid, et håndtag til manuel filmfremføring, en fix focus linse (linse med fast brændvidde og fast blænde) og et lille søgervindue på kameraets overside. Når solen skinnede og motivet ikke bevægede sig for meget – et fint kamera, som enhver kunne betjene.
På grund af kasseapparatets begrænsede anvendelsesmuligheder, gik jeg hurtigt over til mere avancerede modeller, hvor man både kunne indstille lukkerhastighed og blænde. Dette avancement skyldes i høj grad Andreas Feiningers bog, Feiningers fotoskole (Die hohe schule der fotografie,1961) som blev fundamentet min for forståelse af fotografiets æstetiske potentiale.
Den sejlivede myte om at det er linsens brændvidde, der ændrer et billedes perspektiv, bliver aflivet i denne bog.Det er afstanden mellem kameraet og motivet, der bestemmer perspektivet, så fotografen bliver nødt til at flytte sig for at ændre det. Fodzoomen er både sund og effektiv.
Når man læser diverse fotosites, anmeldelser af kameraer og diskussioner i fotoklubber, kan man godt få den opfattelse, at det er teknikken der er afgørende for billedets kvalitet. Der er ingen grænser for hvad der måles og testes, og der er lange diskussioner om hvilke linser, der er marginalt skarpere end andre, og hvilke der har den mest æstetiske bokeh osv. Den væsentligste forskel på et dyrt spejlreflekskamera og et lille billigt point and shoot kamera er de muligheder det dyre kamera giver, det kan simpelthen tage brugbare billeder under stort set alle forhold. Det kan det billige ikke endnu. For nu at sige det lidt firkantet.
Kreativiteten og dermed kvaliteten kommer selvfølgelig fra fotografen og ikke fra kameraet. i stedet for at fortabe sig i diskussioner om hvilke kameraer der er de bedste, skulle man måske lytte til andre fotografers erfaringer med at lave fotografier.
Desværre er det ikke alle fotografer der har lyst til at fortælle hvordan de gør, når de tager deres fine billeder. Men heldigvis er der undtagelser, og en af dem er Willy Ronis, (1910 – 2009), en af de store franske fotografer og aktiv samtidig med en anden af de store franske nemlig, Henri Cartier-Bresson ( 1908 – 2004). I sin bog “Derrière l’objectif – Photos et propos” fortæller han ærligt hvordan en række af hans billeder er blevet til, og i det store billedværk “Le regard inédit du photographe sur son oeuvre” Flammarion, 2018 på 600 sider, fortsætter han sine beretninger om tilblivelsen af hans værker. Stort set alle fotografiske virkemidler bliver illustreret og forklaret med udgangspunkt i hans billeder.
En af de store teknologiske fremskridt set med Ronis øjne var da kameraer med hurtig billede fremførsel kom frem. Først med et enkelt greb, så motortræk og i dag elektronisk udløser. I det meste af hans karriere skulle næste billede møjsommeligt spoles frem, så i realiteten var der kun et skud i bøssen, så man skulle være tålmodig og først trykke på udløseren i det helt rigtige øjeblik (the decisive moment, le moment décisif) Modsat i dag hvor dette begreb ikke spiller den store rolle, fordi man kan tage rigtig mange billeder i sekundet og så vælge det bedste i ro og mag, hvis man har tid og overskud til at finde det !
Fra instamatic til instagram
I 1963 introducerede Kodak Instamatic kameraet, et lille billigt kamera hvor filmen sad i en lukket kassette. Det var lige så let at bruge som et kasseapparat og med stort set samme tekniske formåen, men noget mere handy og let at sætte film i. Det blev meget populært, på syv år blev der solgt 50 millioner kameraer. I dag har mobiltelefonens kamera overtaget udbredelsen af fotografering i en målestok der får instamatic til at blegne. Samtidig er udbredelsen af billeder af enhver art blevet utrolig nem. Upload af fotografier på instagram er blevet vigtigere end det at tage billedet. Den tekniske kvalitet er, takket være avanceret elektronik og diverse algoritmer steget betragteligt. Og samtidig er skænderier mellem tilhængere af mobilfoto og klassiske kameraer blevet mere og mere skinger. Igen er tekniske kvaliteter blevet omdrejningspunkt for argumentationen.
I de første mange år af smartphonen liv var der ikke tvivl om at mobilfotos ikke var værd at gå efter – det klassiske kamera var stadig førende på trods af en uforståelig modvilje mod de elektroniske udviklingsmuligheder.Til gengæld gik denne udvikling stærkt hos producenterne af mobiltelefoner. I dag er mobilfotos i højere grad en trussel mod det klassiske kamera, og der er blevet sværere bare at afvise det flade mobilkamera, fordi det faktisk kan nogle ting som det klassiske kamera har svært ved.
HDR og Deep fusion funktionerne i smartphonens kamera, kan det klassiske kamera ikke matche pt. Disse funktioner er en af grundene til at mobilfotografer slipper afsted med at tage hæderlige billeder uden at viden noget som helst om lysmåling, udbrændte højlys eller blokerede skygger. Det klarer algoritmerne. Så diskussionerne om hvad der er bedst er ikke så entydige som de har været. Der er mange faktorer der spiller ind. Og så er der selvfølgelig vægten. Skal man slæbe rundt på 2-3 kg, tungt udstyr eller nøjes med 200 gram? Og tilgængeligheden, den ene har man altid i lommen den anden kræver en beslutning. Men når det kommer til, bokeh, og zoomlinser, så kan mobilkameraet endnu ikke være med.
Det er selvfølgelig også mindre imponerende at hive en mobil op af lommen og lægge nakken tilbage, end det er at trække sit vel afbalancerede spejlrefleks med en stor lysstærk zoom ud af fototasken og gøre klar – uden at få ondt i nakken. Denne forskel i æstetisk performance har dog ingen indflydelse på billedkvaliteten.
Hvis diskussionerne om teknik forstummer, hvad er der så tilbage? Der er kreativiteten. Jeg skal kke komme med firkantede anvisninger på hvordan kreativiteten bliver det der fylder i diskussionerne, men blot slå fast at teknikken er midlet ikke målet. Og man skal ikke tro at algoritmerne kan klare det hele. Hvis man overlader alt til algoritmerne kommer billederne til at ligne hinanden og instagram bliver en kirkegård fyldt med perfekte klicheer.
Comments are closed.